Sammen kan du og din dyrlæge tage styringen for at behandle epilepsi hos din hund20 January 2016
Diagnose

Hunde med primær epilepsi er sunde og normale i perioderne mellem anfaldene. Det er meget sandsynligt, at når din dyrlæge undersøger hunden, vil der tilsyneladende ikke være noget galt.

Derfor er de vigtigste oplysninger for din dyrlæge det, du fortæller ham/hende. Hvis du giver din dyrlæge en videooptagelse af din hund, mens den har et anfald, og en dagbog over anfaldene, kan det hjælpe dyrlægen til at få alle de oplysninger, han/hun skal bruge for at hjælpe hunden. Se afsnittet "Praktiske værktøjer" for at få flere oplysninger.

DIAGNOSTICERING AF PRIMÆR EPILEPSI

Diagnosen primær epilepsi stilles ved at udelukke andre potentielle årsager til anfaldene.

Når dyrlægen har undersøgt hunden, vil han/hun måske foreslå nogle tests for at kontrollere, om der skulle være underliggende helbredsproblemer. Den mest almindelige test, som dyrlæger vil udføre, er en blodprøve. Blodprøver giver din dyrlæge mulighed for at kontrollere, at din hunds lever og nyrer fungerer normalt, og at der ikke er tegn på en infektion eller lavt blodsukker. De indledende blodprøver giver også din dyrlæge informationer, der kan være vigtige, hvis din hund skal have medicin.

Blandt de øvrige test, som din dyrlæge eller en specialist måske anbefaler, er en CT- eller MR-scanning af hundens hjerne eller en rygmarvsprøve (der kontrollerer væsken omkring hundens rygmarv og hjerne).

NÅR DU TALER MED DIN DYRLÆGE

Da det er meget usandsynligt, at din hund får et anfald, når dyrlægen er til stede, kan du hjælpe ved at beskrive anfaldene detaljeret. Hvis du fører nøjagtige optegnelser i en anfaldsdagbog, vil det hjælpe dyrlægen. Se afsnittet "Praktiske værktøjer" for at få flere oplysninger. Dyrlægen har brug for at vide:

  • Hvor længe anfaldet/anfaldene varede
  • Hvornår på dagen anfaldet/anfaldene indtraf
  • Hvad din hund gjorde før og efter anfaldet/anfaldene
  • Oplysninger om anfaldet/anfaldene. Hvis du optager en video af din hunds anfald, f.eks. med en smartphone, kan det også være en stor hjælp for dyrlægen

FAKTA

Det er almindeligt, at hunde med primær epilepsi har normale blodprøveresultater.